Skip to main content

Skal du have en ny hjemmeside?

Hvor i alverden starter man? hvad koster det? hvad skal man være opmærksom på?

Det prøver jeg at tage dig igennem i dette korte indlæg, så du bliver bedre klædt på, til at tage de rigtige beslutninger.

5 gode råd, til dig der skal have lavet ny hjemmeside

WordPress, Umbraco, Squarespace, Shopify, Wix, DynamicWeb… Det lyder for de fleste, som noget der kunne være hevet ud af den danske slang-ordbog, eller navne på robotter i en ny Transformers-film. Det er dog ikke helt tilfældet. Navnene dækker over et udpluk af en lang række forskellige systemer, som bruges til at lave hjemmesider i… *GAB*

Ja, jeg ved det godt. Det lyder som om, du er blevet taget godt og grundigt ved næsen og netop har fået åbnet op for jordens kedeligste indlæg … Men!! Før du lukker siden ned i frustration, vil jeg love dig, at dette indlæg ikke er så kedeligt endda – og at jeg har gjort alt hvad jeg kan, for at gøre det så spiseligt som muligt…

Så hent en kop kaffe, slå benene op og forbered dig på at få gode råd, som hjælper dig med at spare penge, undgå store fremtidige frustrationer og de klassiske fælder, som mange før dig er gået i.

Alt sammen er udsprunget af vores erfaringer fra arbejdet med mere end 350 hjemmesideprojekterer, som jeg har kogt ned til disse 5 gode råd, som du bør være opmærksom på, hvis du er på udkig efter en ny hjemmeside i 2024.

Jeg håber du læser med til enden.

Indlægget er skrevet af:

Råd 1 – Sørg for, du ikke bliver låst fast i din nye løsning

De seneste år har budt på en vanvittig hurtig udvikling i den digitale verden, og det er næsten svære at følge med i udviklingen indenfor online markedsføring end Donald Trumps politiske udtalelser.

Den massive udvikling betyder, at der på ugentlig basis opstår nye tendenser, nye annonceformater, nye måder at sælge på, nye måder at spore trafikken på din hjemmeside på… Ja, listen fortsætter næsten ud i det uendelige.

Denne udvikling sætter ganske givet nogle store krav til de systemer, vores hjemmesider bliver bygget i og den fleksibilitet de bør omfavne, for at kunne følge med i en moderne virksomhed, og at din hjemmeside fortsat er moderne efter 2 år.

Noget af det vi ofte oplever er at vores kunder hurtigt kan få en ny idé til deres koncept, en kampagne eller en ny ydelse – og har brug for at handle på den med det samme.

Så kan det ikke hjælpe noget at vi som bureau skal bruge mellem en uge og 3 måneder på at realisere disse nye behov på kundens hjemmeside. Så er de måske i mellemtiden blevet overhalet indenom af en konkurrent, eller også er idéen ikke relevant længere.

Nej – en hjemmeside i dag skal være agil og nem at bygge videre på.

Og det kan være en meget dyr affære i et skræddersyet website, som er kodet helt fra bunden og dermed er specifikt lavet til det ene formål, det var tiltænkt da det blev lavet.

Så første tip er: Husk at spørge ind til fleksibiliteten i den løsning du får tilbudt. Spørg ind til, hvordan mulighederne er for at tilpasse/ændre/tilføje indhold i fremtiden, og hvordan prisen er for dette. Afhængigt af den løsning bureauet tilbyder, kan dette være meget dyrt eller forholdsvis billigt.

Råd 2 – Brugervenlighed

En af de helt store frustrationer hos mange af de virksomheder, jeg møder første gang, er at de føler sig låste eller begrænsede i deres nuværende hjemmesideløsning. Mulighederne for selv at kunne foretage ændringer eller rettelser er for besværlige eller umulige.

Dette kræver ofte at de er nødt til at få hjælp fra deres webbureau til selv de mindste små ændringer, hvilket hurtigt bliver en dyr fornøjelse.

Det største problem er, at det ofte resulterer i at de slet ikke får foretaget disse ændringer, fordi det simpelthen er for besværligt at sende disse små-ting videre til bureauet, eller at prisen er for høj til at man gider foretage dem.

Det er problematisk, og det er derfor vigtigt at du får lavet en løsning, hvor du føler at du selv kan foretage de ændringer, der måtte opstå i den daglige drift.

Med mindre, du er et teknisk geni, kræver det ofte at du får en ordentlig overlevering af løsningen fra dit webbureau, når hjemmesiden er færdig. Der er dog mange webbureauer, der slet ikke tænker denne del ind i deres tilbud.

Så tip nummer to er: Tænk grundigt over din forretning, og hvilke behov du får for at ændre/tilføje løbende på din hjemmeside, og spørg ind til, hvordan disse ting er mulige i den løsning du bliver præsenteret for. Kræv ligeledes at bureauet sørger for at lave en ordentlig overlevering af løsningen, hvis du har brug for at foretage ændringer selv.

Råd 3 – Kan din hjemmeside tale med andre?

I takt med at virksomheder bliver mere og mere digitale og der opstår flere smarte muligheder for markedsføring, administration, salg mv., møder vi et stort behov for at en hjemmeside eller webshop skal kunne snakke sammen med andre programmer. Det kan f.eks. være at webshoppen automatisk skal sende sine ordre over i regnskabsprogrammet, eller at hjemmesiden automatisk skal flytte de besøgende over på et nyhedsbrev, CRM eller lignende.

Mulighederne er mange – og afhængigt af, hvilket system din hjemmeside bliver bygget i, kan disse integrationer være hamrende dyre.

Vores erfaring er, at hvis du har brug for disse integrationer, kan det være en fordel at anvende nogle af de mest populære systemer, da det er disse, der allerede eksisterer integrationer til – og prisen ofte er fordelagtig.

Eksempelvis er WordPress det mest anvendte system i verden, og ofte det system de mange 3. parts programmer vælger at lave integrationer til først.

Så det tredje råd er: Tænk over hvilke nuværende og fremtidige behov I kan få for at jeres hjemmeside/webshop skal snakke sammen med andre programmer, og spørg ind til, hvordan mulighederne og priserne er for det. Mange bureauer har set en god forretning i at lave deres eget CMS at lave hjemmesider i. Men det efterlader ofte kunden i et låst system, som ikke snakker sammen med ret mange ting, og det er dyrt at få udviklet videre på løsningen.

Råd 4 – Din hjemmeside skal designes til den rette målgruppe – uanset om du ikke interesserer dig, eller ved en **** om design

Vi ser en spøjs tendens til at mange virksomheder gladeligt bruger tusindvis af kroner på at lave flotte butikker eller kontorer, som skal imponere kunderne, når de kommer på besøg.

Det samme gør sig dog ikke altid gældende, når det kommer til den visuelle fremtoning på deres hjemmesider.

Her er der mange der vælger at spare penge på design- og brandingfasen og ikke tænker i funktionalitet, og at den besøgende på hjemmesiden får et godt indtryk og en god oplevelse.

Men det er ærgerligt – for hjemmesiden er din virksomheds ”butiksvindue”, og det første møde dine kunder har med din forretning.

Ofte skyldes det manglende interessere for designet – og det er også helt fair. Men i så fald er du nødt til at sørge for, at du vælger en leverandør, som trods alt har viden om det og prioriterer det.

Så det fjerde tip er: at høre ind til, hvad bureauet gør, for at designe en løsning, som giver mening for den målgruppe eller type af kunder du arbejder med – og om du som kunde overhovedet bliver inddraget i processen. Et ekstra tip er at lægge mærke til, om bureauet overhovedet spørger ind til den viden, du sidder inde med om dine kunder. Gør de ikke det – er der som regel ikke mange overvejelser i deres design.

Råd 5 – Bindingsperioder og ejerskab

Det sidste – og nok aller-vigtigste råd jeg kan give dig – er at være ekstra varsom overfor, om de tilbud du får på en ny hjemmeside, inkluderer lange bindingsperioder.

Vi har gennem tiden hørt utallige skrækhistorier fra virksomheder, som har brændt nallerne ved at sige ja til 3-4-5-6-7-årige bindingsperioder på deres hjemmeside. Det er bare super ærgerligt, hvis man efter år 2 eller 3 finder ud af, at det ikke helt var den rigtige løsning alligevel, eller at bureauet ikke helt lever op til de forventninger man har.

Det kan også være at din forretning ser helt anderledes ud efter 4 år, og at webbureauet ikke er det perfekte match længere. Derudover oplever vi, at det på sigt kan blive en rigtig dyr løsning, hvis du skal have foretaget ændringer eller videreudvikling af din løsning.

Det er en naturlig proces, at din virksomhed udvikler sig – og at det bureau du startede ud med, måske ikke kan omfavne den udvikling længere på et tidspunkt. Eller omvendt kan det være at du startede ud hos et stort bureau, og har brug for et mindre, som kan give dig mere personlig rådgivning.

Noget helt andet er, at du måske slet ikke ejer den hjemmeside bureauet laver til dig.

Nogle bureauer, ejer faktisk deres kunders hjemmesider, hvilket betyder at du i tilfælde af, at du ønsker at flytte til et andet webbureau, slet ikke har mulighed for at få din hjemmeside med dig. Med mindre du betaler for det.

 

Så det sidste tip er: Vær varsom med bindingsperioder og hvor ejerskabet af din hjemmeside rent faktisk ligger. Der er mange andre webbureauer, som ikke har bindingsperioder og hvor du har fuldt ejerskab over din hjemmeside.

Leave a Reply